Merete Hetland
Meditationslærer i Acem. Overlæge og professor i reumatologi.
Skrevet av Merete Lund Hetland
Vores tidligste minde kan være alt muligt. Et billede af et værelse, måske en person, et dyr, eller noget helt andet. Eller det kan være episoder i form af en indre film. Man kan også have minder i form af stemninger. Men der er også vigtige dele af vores liv, som vi ikke kan huske, f.eks. det vi oplevede i den tidligste barndom. I tiden før vi har minder, har der været oplevelser, der har efterladt spor i os, men ikke som noget vi kan huske som episodiske minder. Ting som skete før vi havde sprog, i det man kan kalde den præverbale (før-sproglige) del af vores liv, dvs. før omkring 2-3-årsalderen.
ARV OG MILJØ
I løbet af barndommen udvikler vi en oplevelse af ”Hvem er jeg”, og den er præget af, hvad vi har oplevet, både det vi husker, og måske allermest af det vi ikke kan huske.
Selv om vi ikke har klare minder fra de første leveår, så har vores tidligste livserfaringer efterladt spor i os, non-verbale indtryk (som også er minder), som ikke er tilgængelige for vores bevidsthed, men som alligevel har formet os. Gradvist, i løbet af barndommen udvikles vores personlighed. Den er dels formet af vores genetiske udrustning, men også i høj grad af vores individuelle historie. Forholdet til vores forældre og andre nære relationer som f.eks. vores søskende og bedsteforældre er vigtigt. I dette Dyade fortæller en kvinde i kapitlet ”Storesøster, lillesøster, tvillingsøster” om, hvordan hun og tvillingesøsteren til dels husker mange episoder fra barndommen helt forskelligt. De har de samme gener, er vokset op i samme familie, men alligevel har de ikke haft den samme barndom. Selv om de var ens som to dråber vand, fik de til dels forskellige roller, f.eks. som store- og lillesøster. Forskellen i tvillingernes minder viser tydeligt, hvor meget vores individuelle ståsted, relationer og roller betyder for vores identitet og oplevelse af, hvem vi er.
Samtalerne efter langmeditation (vejledningsgrupper) og i Acems kommunikationsgrupper kan hjælpe os til at forstå, hvordan vores opvækst fortsat præger os som voksne. I kapitlet ”Hvad siger mit valg af venner om mig?” fortæller en mand om, hvordan hans tilbøjelighed til at indgå i asymmetriske relationer og en tilbageholdt utilfredshed var en del af, hvad han kalder for et rigtigt ”blind spot” hos ham selv. Han beskriver, hvordan samtalerne i f lere kommunikationsgrupper blev en decideret øjenåbner for ham – et mønster var ”gået i arv” hos tre generationer af mænd i familien!
SØVN, DER HELER
Mange er spændte på, om der dukker nye barndomsminder op i lange meditationer. Minder, som kan bidrage til, at man forstår sig selv bedre dér hvor man er i livet nu. Men det er kun en del af vores psykologiske historie, der kommer op i meditation som episodiske minder, det meste dukker snarere op forklædt nærmest til ugenkendelighed. Som for eksempel søvn, rastløshed, uro, stemninger eller metatanker (kritiske vurderinger af meditationen).
Det gælder f.eks. kvinden som i kapitlet ”Det lille hjerte af guld” undrer sig over, hvorfor hun sover så meget i meditationen. Det er nemt at tænke, at søvnen forstyrrer meditationsprocessen. Men det er næppe rigtigt, tværtimod. Noget af søvnbehovet kan skyldes søvnunderskud og opsamlet træthed, og det er vigtigt at give det plads. Men søvnen i langmeditation har også en dybere kerne. Den er sandsynligvis beslægtet med spædbarnets behov for søvn. Når spædbarnet er mæt af indtryk, har det behov for søvn for at fordøje dem. Det kaldes på fagsprog ”memory consolidation”. Forældrene har en vigtig rolle med at sikre, at det lille barn får ro til at sove. Når man sidder i langmeditation aktualiseres psykologiske rester, herunder indtryk fra tidligt i livet, og det kan overvælde os med et behov for søvn, lidt på samme måde, som da man var spæd. Det der sker i vores hjerne i disse faser af meditationen kan måske kaldes ”memory reconsolidation”. Der skal man tillade sig selv at give efter for den søvn, som melder sig i meditationen. At kæmpe for at holde sig vågen vil ikke være nogen hjælp for den meditative proces. Søvnen er en form for reparation eller heling af tidlige indtryk fra spædbarnsalderen. Reorganisering af minder, eller måske snarere reorganisering af de emotioner, der er knyttet til minderne.
Søvnen i langmeditationer er ofte ledsaget af drømme, som er usædvanligt tydelige og symbolmættede. Deling af drømme i vejledningsgruppen efter meditationen kan åbne for fortolkninger, som den der drømte ikke selv havde opdaget. Den åbne og accepterende dialog i vejledningsgruppen kan stimulere associationer til vigtige episodiske minder. Det kan man læse om i kapitlet “Det lille hjerte af guld” om kvinden, der sov meget i meditation, måske på grund af f lere traumatiske sygehusophold tidligt i livet.
VÅGNER OP TIL RASTLØSHED OG URO
I perioder kan meditation være præget af rastløshed, uro, eller kedsomhed. Den gode afspænding er væk, man føler sig anspændt, på overfladen. En stærk impuls til at gøre noget andet kan melde sig, eller en følelse af, at det, som sker, er meningsløst og ubrugeligt. ”Det føltes rigtigt at stoppe før meditationstiden var gået, jeg havde det meget bedre bagefter”, sagde en deltager, som afbrød meditationen efter en periode med rastløshed. Men – hvad det end var, som han eller hun efterlod i meditationen, er sandsynligvis stadigvæk til stede og øver sin indflydelse på personens perception og adfærd på et mere ubevidst plan.
Rastløshed kan repræsentere tidlige barndomsminder, eller aktuelle udfordringer vi har i vores daglige liv. Men de underliggende temaer er pakket ind. Den mediterende ved ikke, hvilke psykologiske temaer, der ligger nedenunder eller er knyttet til dem. Man kan ikke forstå dem uden videre. Man må i stedet have tillid til det spontane i processen. Rastløsheden, som virker dybt meningsløs når man møder den i meditationen, er en ”golden opportunity” til at kommer på skudhold af ukendte sider af vores psykologi.
Et eksempel på, hvordan rastløshed kan præge meditationen uden at man selv forstår, hvad det er udtryk for, får vi i kapitlet ”Paradise lost”. En mediterende præges af rastløse stemninger af ensomhed og utryghed, når han langmediterer. Han fortæller, at han har følt det næsten uudholdeligt at sidde med uroen, en sitrende nervøsitet og tankemylder. Længe forstår han ikke, hvad det er udtryk for. I vejledningsgrupper efter lange meditationer vokser gradvist en erkendelse frem af, at han ofte lever sit liv på måder, f.eks. i forhold til studier og job, hvor han undgår at nærme sig de ubehagelige stemninger ved at stille ideelle krav til livet. Prisen er et mindre fuldbyrdet liv. I meditationen har han også stræbt efter den perfekte måde at gentage metodelyden på, men han forstår efterhånden, at ingen af gentagelserne lever op til idealet. Da den lidt rigide metodelydsgentagelse bliver erstattet af en mere accepterende, bliver de grundlæggende stemninger og handlemåder mere tilgængelige både i og uden for meditationen, og noget forandres.
Lange meditationer præget af rastløshed og intens uro, der både viser sig fysisk og mentalt, præger den kvinde som fortæller i kapitlet ”Uro og bekymring”. Som en sitren, en vibrerende spænding. En altomsluttende følelse det er vanskeligt at sidde i, ofte uden konkret indhold. Indimellem har hun måttet lægge sig ned og tage en pause i meditationen. Gradvist har den afslappede opmærksomhed i meditationen givet plads til uroen og bekymringerne, og de har sluppet taget – både i meditationen og i livet ellers. Det har næppe været tydeligt i meditation erne hvad uroen handlede om, men i samtaler i vejledningsgrupper er minderne dukket op, om ulykker i barndommen, en intens forælder, rollen som lillesøster og dårlig samvittighed.
ET VARMT BLIK, ET VREDT BLIK
Nogle tidlige erfaringer – amning, hudkontakten, mors varme og smilende blik – efterlader gode hukommelsesspor i det lille spædbarn. Andre kan efterlade negative spor – et vredt blik fra en forælder, skræmmende opførsel eller ustabile relationer vil påvirke barnet, og de kan ende med at få varig indflydelse på helt centrale aspekter af dets personlighed, f.eks. som en mangel på basal tillid. Det har tidligere været omtalt f.eks. i Dyade nr. 01/2018, Magiske Spejl. Resultatet kan være lave selvbilleder og udfordringer med at engagere sig i varige og sunde relationer som voksen. Denne type ”minder” møder man indirekte i meditation, bl.a. som metatanker, dvs. stærkt selvkritiske tanker om vores meditation, eller som subtile måder at udelukke visse tanker eller stemninger af opmærksomheden. Som flere beskriver i dette nummer af Dyade, dukker episodiske minder ofte op i vejledningsgrupper, måske særligt efter langmeditationer. Så selv om man ikke kan huske minderne fra meditationen, har de nok været implicit til stede alligevel. Selvkritiske tanker og stemninger kan præge en langmeditation. Først når de deles i vejledningsgruppen bagefter dukker der måske episodiske minder op. Minder der viser, at selvkritiske stemninger ikke bare præger langmeditationen, men også siger noget typisk om personen. Ikke fordi de episodiske minder nødvendigvis er de primære, men fordi de danner kernen i psykologiske spor som fortsætter med at akkumulere minder op gennem barndommen - og i voksenlivet. I kapitlet ”Bare det ikke er far, der tager telefonen!” hører vi om langmeditationer præget af irritation og frustration hos en kvinde, der var den dygtige pige i skolen, men som holdt hemmeligt for alle, at hendes far var kvartalsdranker og at hun selv en gang havde stjålet i et varemagasin. Minderne er skamfulde og smertende, og hun prøver i dag at forstå, hvordan det ikke kun har præget hende i barndommen, men også i voksenlivet.
FRAGMENTER, EPISODER OG TEMAER
Særligt på ugesretræter med langmeditation kan fragmenter, episoder eller temaer præge meditationen. I de perioder er det ofte lettere at finde en åben mental holdning og meditere videre. I kapitlet ”Modvillige minder” hører vi om en mand, som skammede sig over sin biologiske far og bøjede sig under stedfarens fysiske afstraffelse. I barndommen gjorde han sig hård og viste ikke svaghed. Minderne dukker op i lange meditationer, men han holder sig tilbage med at snakke om dem i vejledningsgruppen. Først efter en årrække får han samlet tilstrækkeligt mod til at dele erindringerne og opdager, at det uventet er forbundet med følelser, som han troede, han var færdig med. De andre i vejledningsgruppen spejler sig i minderne, og hjælper ham til at dvæle ved barndommens skam over at ligne sin far med alle hans uansvarlige og dårlige egenskaber.
I den enkelte meditation og over tid svinger vi mellem forskellige faser af søvn, rastløshed og episodiske minder. Faserne repræsenterer på hver sin måde den mediterendes historie og oplevelse af ”Hvem er jeg”. Nogle af faserne varer længe, andre kort. Nogle kommer én gang, andre gentager sig. Det ved man som mediterende aldrig på forhånd. Én af vejene i processen går via at dele de hukommelsesspor og episodiske minder, som dukkede op i meditationen, når de mediterende mødes i vejledningsgrupper bagefter. At sætte ord på og høre vejlederens og de andre deltageres refleksioner kan være en god hjælp til at forstå sammenhængen mellem det, man oplevede tidligt i livet, det der dukker op i meditation, og ens måde at fungere på i dag.
Regelmæssig meditation tydeliggør og modificerer de spor, som vores individuelle historie har sat i os - en psykologisk forandring med gradvise korrektioner af vores selvforståelse, justeringer af hvordan vi oplever os selv i meditationen, hvordan vi typisk handler, og hvilke valg vi træffer, når vi bliver udfordret i meditationen. I vejledningsgrupper kan vi se sammenhænge til vores typiske væremåder. Over tid kan vi forandre os. At ændre og modificere vores psykologiske rester er en “never-ending” proces. Der er altid mere at gribe fat i.
Referenceliste til dette kapitel:
Guido Gainotti, Chapter 2 - Unconscious processing of emotions and the right hemisphere, Editor(s): Kenneth M. Heilman, Stephen E. Nadeau. Handbook of Clinical Neurology, Elsemaner,2021. https://doi.org/10.1016/B978 0-12-822290-4.00003-7. (https://www.sciencedirect.com/ science/article/pii/B9780128222904000037)
Dev Psychobiol. 2016 58(7):852-865. Early memories come in small packages: episodic memory in young children and adults. Karen Tustin, Harlene Hayne.
Semin Pediatr Neurol 2015;22:130-4. doi: 10.1016/j. spen.2015.03.008. Epub 2015 Mar 26. Sleep-Dependent Memory Consolidation in Children. Kiran P Maski.